Om Permanent Makeup
Kært ”barn” har mange navne og Permanent makeup kaldes da også både for mikro-pigmentering, semi-permanent makeup eller kosmetisk tatovering, selvom det ikke er det samme som en tatovering, for behandlingen er ikke permanent. Dette skyldes at farvepigmenterne kun implanteres i det øverste hudlag 0,06 til 0,12 mm dybt. Behandlingen er derfor semi-permanent.
Fordi pigmentet netop placeres overfladisk i din hud vil holdbarheden af en permanent makeup behandling vare ca. 1-3 år, afhængig af din hudtype, behandlingsområdet, din alder og dit farvevalg.
Du skal derfor forvente, at du over tid, kommer til at skulle vedligeholde din permanente makeup hvis du fortsat ønsker den.
Det betyder også, at du kan vælge at få ændret f.eks. dine bryn efter nogle år eller helt stoppe med at få dem behandlet, hvis du ikke længere ønsker det.
Hvordan foregår en Permanent Makeup behandling?
Forud for behandlingen kommer du typisk til en konsultation. Her lytter jeg til dine ønsker og vurderer, hvordan jeg bedst muligt kan opfylde disse. Du har også mulighed for at blive behandlet samme dag, hvis du forud har fremsendt et billede, så jeg kan tilrettelægge behandlingen optimalt og vi naturligvis også har haft mulighed for den kommunikation, som der er brug for inden.
Inden behandlingen på dagen, påsmøres en lokalbedøvende creme på området, der skal behandles. Bedøvelsen hjælper til at modvirke et eventuelt ubehag ved behandlingen.
Herefter opmåler og optegner jeg det ønskede behandlingsområde og først når du har godkendt optegningen kan vi starte selve behandlingen. På den måde er vi enige om, at det er den form du ønsker, mens jeg samtidig tager højde for dine naturlige ansigtstræk og knoglestruktur (ved øjenbryn).
Efter behandling af Permanent Makeup
Umiddelbart efter behandlingen vil du med stor sandsynlighed opleve, at det behandlede område er hævet og har en rødlig og ret markant farve.
Hævelsen og den rødlige farve forsvinder igen i løbet af et par dage. Herefter vil farven midlertidig være endnu mere markant. Det er en naturlig del af ophelingen. Farven vil typisk falme 20-60% afhængig af behandlingsområdet og den anvendte teknik. Resultatet kan derfor først vurderes senere, og det kræver derfor lidt tålmodighed at vente på det endelige resultat. Det er vigtigt at vide.
Sårskorperne, som minder meget om afskalning efter en solskoldning, vil efterhånden falde af, fra ca. 4-10 dage efter behandlingen. På dette tidspunkt ser farven lidt gennemsigtig og lys ud. Det betyder dog ikke, at farven er forsvundet, som man nemt kan komme til at tro. Huden i det behandlede område er nemlig helt ny og derfor lys. Det er vigtigt, at du ikke prøver at fjerne hudflager, fordi du hermed risikerer af fjerne den deponerede farve og samtidig få ar.